Eeeej, hvor en træls overskrift, når man lige har færdiggjort sin uddannelse til coach, terapeut eller alternativ behandler og er ved at starte sin drømmepraksis op!
Ja, det var for at fange din opmærksomhed.
I det følgende vil jeg nuancere udsagnet lidt, men jeg står ved essensen i det. Selv om det kan være noget så irriterende at høre.
Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at det at være coach ikke er en business. Eller det at være terapeut. Eller alternativ behandler.
Ligesom det at være pædagog ikke er en business i sig selv. Ej heller at være underviser. Eller antropolog. Eller tømrer.
For coaching, terapi og alternativ behandling er færdigheder.
Det er ikke businesses som sådan.
Masser (masser og masser) af dygtige mennesker med års erhvervserfaring bag sig, kaster sig passionerede over en coach-/ terapeut-/ behandler-uddannelse og kaster sig, efter endt uddannelse, endnu mere passionerede videre ud i livet som selvstændig indenfor deres nye fag.
Efter 3-6-9 måneder eller 1-2-3 år (alt efter hvor stor deres opsparing er og hvor meget bijob, de har ved siden af) er de ved at rive håret af sig selv i skuffelse over den udeblevne kø af klienter udenfor døren til deres praksis. De havde sådan glædet sig til at hjælpe en hel masse mennesker med deres nye fantastiske evner. De brænder igennem marv og ben for deres nye fag, så meget at de har taget det store spring fra deres gode gamle lønmodtagerjob over i den særdeles usikre tilværelse som selvstændig.
De har lavet regnestykket med at så og så mange klienter om ugen til den og den timepris giver så og så stor en indtjening, som er helt ok i forhold til deres behov. For de gør ikke det her for at blive millionærer, de gør det for at kunne bestemme over deres eget arbejdsliv, få mere fleksibilitet i hverdagen, beskæftige sig med noget der i den grad giver mening for dem og for virkeligt at kunne gøre en forskel i andre menneskers liv.
De brænder for det. De kan deres kram. De har fået familien (så nogenlunde) med på ideen. De har indrettet en skøn praksis enten hjemme eller ude i byen. De sidder klar ved telefonen.
Så hvor hulen bliver klienterne af???
Herregud, vi snakker 10 klienter om ugen til en 900-1000 kr. i timen. Så er indtjeningen i hus.
Sølle 10 klienter!
Og på den behagelige måde. Med en timepris, man kan være i selv, og som ikke skræmmer kunderne væk heller. Og hvor der stadig er tid til at stå klar med boller, når ungerne kommer fra skole.
Hvor svært kan det være?
Mega-drøn-hamrende-uigennemskueligt-chokerende-latterligt svært!
Chokket over hvor lidt virkeligheden lever op til drømmen fører ofte til en frygt for, at man ikke er god nok, og derfor behøver mere viden for at klare sig som selvstændig. Det vil sige mere uddannelse, flere kurser, flere udgifter.
Men det er ofte ikke der, hunden ligger begravet. Dine udfordringer behøver intet at have med dig, din ekspertise, din passion og din menneskekundskab, at gøre.
Det handler simpelthen om, at det du forsøger at sælge som selvstændig slet ikke er salgsbart!
Coaching, terapi og kropsbehandling er blevet massebetegnelser. Man falder ikke over en psykoterapeuts hjemmeside eller en lifecoachs facebookside eller en annonce for zoneterapi og tænker, waouw here we go, nu fandt jeg, hvad jeg ledte efter!
For coaching, terapi og behandling er ikke dine potentielle klienters slutmål. Deres slutmål er, groft sagt, at gå ud af din dør med en bedre følelse end den, de gik ind ad den med.
Har de tillid til, at det behov vil du kunne dække, så booker de dig. Har de ikke tillid til det, ja så booker de dig ikke.
Dine klienters købs- og beslutningsproces ser nogenlunde sådan her ud:
- De googler og forhører sig i deres fysiske og virtuelle netværk om muligheder for at få deres behov dækket.
- De undersøger og sorterer i den fundne information.
- De vælger den hjælp, der tilsyneladende dækker behovet bedst.
Er jeg f.eks. blevet fyret fra mit arbejde og pludseligt står med en masse bekymringer omkring min families økonomiske fremtid, hvem tror du så, jeg forventer vil dække mit behov bedst:
En lifecoach
Eller
En lifecoach, der har arbejdet i en bank igennem 25 år, før hun blev coach, og som har taget en stresscoachoverbygning, og har specialiseret sig i at hjælpe familier, der står i uoverskuelige økonomiske situationer pga. pludselige forandringer i deres livsomstændigheder.
Hvem tror du, jeg ville være mest tryg ved at hyre?
Hvem tror du, jeg ville opleve som værende den mest troværdige ekspert?
Hvis ydelser tror du, jeg ville betale mest for?
Eksemplet demonstrerer forskellen på at sælge coaching som et slutprodukt og at bruge coaching som et redskab, kombineret med anden ekspertise, til at skabe en pakkeydelse målrettet klientens behov.
Og for at skabe en pakkeydelse målrettet klientens behov, kræver det, at du som selvstændig ved:
- hvem dine idealklienter er
- hvad det er, de går igennem
- hvordan de selv oplever deres situation
- hvad de søger efter hjælp til
- hvordan DU kan dække det behov
Og den viden har du i sagens natur ikke om alle mennesker i verden. Så i stedet for at smide al din tidligere erfaring for grisene, for at hellige dig dit nye spændende fag, så se på hvem du ville elske at hjælpe og være den bedste til at hjælpe. Hvilken kombination af spændende erfaringer har du med dig fra et langt liv – både personligt og fagligt – som gør dig unik? Som gør, at DU er det oplagte valg for dine potentielle klienter derude; at du og dine idealklienter er det perfekte match?
Og så handler det ellers om at lære at kommunikere det budskab ud, tydeligt og klart, igen og igen, online og offline, ved netværksmøder og oplæg, på sociale medier og ved webinars, i videoer, nyhedsbreve og blogindlæg – alt efter hvad der føles bedst for dig.
Det er sådan, du slår igennem med dit brand og bliver the go to ekspert!
Forskellen på at være
- endnu en lifecoach blandt de tusindvis af andre coaches på markedet
Og så være en coach der:
- kender sin målgruppe og sin unikke niche
- ved hvad målgruppen efterspørger
- har skabt en pakke af ydelser, som dækker målgruppens behov spot on
- bliver kendt som eksperten inden for sit felt ved at være synlig med sin ekspertise
ER FORSKELLEN PÅ AT VÆRE EN COACH MED INGEN ELLER ALT FOR FÅ KLIENTER OG EN COACH MED ET VELKENDT BRAND OG ET ORDENTLIGT KUNDEFLOW.
Er du endnu en udbyder som alle de andre udbydere på markedet?
Endnu en sort-broget ko på marken blandt alle de andre sort-brogede køer?
Vil du i stedet være den vidunderligt lilla ko på marken, som bliver opdaget – og valgt – af kunderne?
Så er DETTE unikke forløb for selvstændige terapeuter, coaches, psykologer og behandlere for dig >>>
Jeg hepper på dig og ønsker dig al mulig held og lykke, succes, glade klienter, en ordentlig indtjening og et arbejdsliv som passer lige netop DIG.
Kærligst,
Majken.
Majken Juhl Jensen
Antropolog, forfatter, coach
BoostDinBusiness
Seneste kommentarer